”Det var en bussemand fra Erik Menved.” Maren var ved at tage afsked med Atle og Musse. De stod klar med deres oppakning og skulle hjem til Skødshoved og fejre jul.

”Jeg fandt den under den slagbænk i storstuen, hvor han plejede at sove til middag. Jeg har gemt mange gode relikvier, fra dengang borgen var ny, og her boede mennesker over det hele. Heldigvis er det spektakel forbi for længst. Nu kan Ragnar og jeg være her i fred og ro.”

Maren lagde hovedet ind til Ragnar, der som sædvanlig sad på hendes skulder.

”Og så kastede du bussemanden ind i bålet?” spurgte Musse.

”Ja, ånderne elsker noget fra gamle dage. Så føler de at fortid, nutid og fremtid smelter sammen, og de kan se det store mønster i tilværelsen. Bussemænd har i flere århundreder været mit hemmelige våben til særlige anledninger.

”Husk det,” råbte Maren efter dem da de gik. ”Hvis I vil jeres fjender til livs, så skal I samle deres bussemænd og ørevoks i en krukke.”

”Pas på, ikke at bytte rundt på dem, der var engang, hvor en af mine bejlere i mine unge dage…..”

Atle skubbede disket Musse ud ad døren og væk fra Maren. Han gad ikke høre Marens historier fra hendes unge dage om alle hendes bejlere.

De stillede sig op ved juletræssalget på parkeringspladsen foran Slotskroen og holdt øje med de biler, der havde spændt en trailer efter sig. Maren have givet anvisninger og lavet en besværgelse på, at de kunne nå hjem samme dag. Musse fik øje på en ældre mand i en brun Hillman, han bakkede forvirret rundt med sin trailer, og de andre bilister dyttede irriteret ad ham. Hun trak Atle i armen, og de skyndte sig at smutte op i hans trailer og gemme sig under hans juletræ.

Bilen kørte i høj fart ud på vejen og Atle og Musse klamrede sig til grantræet. Da de have kørt i nogle minutter, mærkede de et hårdt bump fra bilen, og de holdt stille. De kunne høre, at den ældre mand skændtes med en anden bilist om, hvem der skulle holde tilbage for hvem her i Knebelbro. Bilen fortsatte sin kørsel, nu med nogle mærkelige mislyde, men de kom frem. Efter et stykke tid holdt de stille igen, og en af følgeravnene skræppede højlydt over dem.

”Så er det nu, Musse,” hviskede Atle, og de hoppede hurtigt ud af traileren. De befandt sig utroligt nok lige udenfor deres eget lille skovstykke på Skødshoved. Da de nærmede sig deres hjem, kunne de lugte, at der blev lavet mad. Alle tre sønner var i hytten med deres koner, og alle havde travlt med at gøre klar til juleaften. Busse og Brynhilde dækkede bord, heldigvis uden at smadre nogen tallerkener. Usse og Feodora var ved at lave sovs, og det duftede himmelsk. Tudse og Manja anrettede maden og fortalte i munden på hinanden det sidste nye sladder fra området.

De tre unge par havde nu været gift så længe, at de begyndte at ligne hinanden og overtage hinandens vaner. Busse og Brynhilde var begyndt at undervise de unge trolde i nævekamp, og de elskede det begge to. Når de kom hjem, tog de ofte en venskabelig kamp, og det resulterede i, at de stort set ikke havde et eneste helt møbel længere. Det var alt sammen slået til pindebrænde. Tudse og Manja gik ustandselig på besøg hos naboer og bekendte for at høre nyt og opsnappe sladderhistorier, som de så selv kunne viderebringe. Usse og Feodora elskede nu begge to et godt stimulerende og afstressende mudderbad, der rensede sjælen og uddrev onde ånder. Usse havde prøvet at grave et mudderbassin udenfor deres hjem i mosen, men det blev for smattet. Alle deres gæster faldt i, når de kom på besøg, og det skabte stor vrede.

Da hele skovfolks-familien var færdige med at spise og sad tilpasse og mætte i den hyggelige hytte, var det tid til gaver, erklærede Atle. Musse kiggede overrasket på ham, hun vidste ikke, at han havde tænkt på gaver. Men vupti, så kom der tre store gaver tilsyne midt i stuen.

Den første gave var til Tudse og Manja. Det var brædder til en byg-selv-altan, som de kunne sætte op foran deres eget hjem i trætoppene. Deroppe fra kunne de holde øje med alle, der kom og gik på hele Skødshoved, og på den måde være de første, der vidste det sidste nye. De var lykkelige.

Den næste gave var en serie af boksebolde til Busse og Brynhildes bokseskole for unge troldetalenter. Så kunne de alle sammen hamre løs på dem og måske spare deres eget møblement, som Musse udtrykte det.

Den sidste gave var et vildmarksbad til Usse og Feodora. Det kunne fyldes med jord sammen med vandet og varmes op, og så kunne det unge par sidde der i dejligt lunt mudder og hygge sig. Usse blev så glad, at han fik tårer i øjnene, da han pakkede gaven ud.

Således blev det jul i det lille hjem, og alle var glade. Forbandelsen var ophævet, og slægten var reddet.