Maren brummede i sin hytte, mens hun havde travlt med at forberede sig til det store solhvervs-ritual om få dage. Atle havde altid frygtet hendes skarpe tunge, og det var ikke blevet bedre efter gensynet. Han kunne ikke huske præcist, hvornår han sidst havde mødt Maren. Det var nok 200 eller 300 år siden, da han var en ung og håbefuld skovfyr. Maren havde altid haft en evne til at gennemskue hans fejltagelser, og han var helt slået ud over, at hun vidste, at han havde lavet en pagt med Onkel Ranukel. Atle lå hen i Marens hytte med maveonde og et grimt udslæt. Han spekulerede over sin tilværelse og havde ondt af sig selv. Når han prøvede at huske Maren i hendes unge dage, forekom det ham, at der havde været en rivalisering og et fjendskab mellem hende og Ranukel. De ville begge to være familiens åndelige overhoved, og hans gamle far havde altid sagt, at sådan en var der kun plads til en af. Hvorefter Ranukel fornærmet havde forladt bopladsen.

Maren nærmede sig Atles seng med et ildelugtende urteafkog. Hun insisterede på at han drak det, og han turde ikke andet. Imens underholdt hun ham med sine planer for solhvervsfesten. Hun havde et særligt helligt relikvie, som hun altid brugte til særlige lejligheder, betroede hun ham med sin knirkende stemme. Atle blev hurtigt omtumlet og svimmel af urtedrikken, og opgav at spørge om hvad det relikvie bestod af. Men han havde sine bange anelser.