Den skaldede ravn kredsede over Kalø Slotsruin og skræppede ihærdigt for at få sin ejers opmærksomhed. Sorte Maren var travlt optaget af gryder og potter på sit ildsted.

”Hva` er der nu galt, Ragnar?” skræppede Maren til svar.

Hun havde i årenes løb fået næsten samme stemme som ravnen, og vittige hoveder sagde, at det ikke var til at hverken høre eller se forskel på hende og Ragnar, når de ankom til det årlige sommermarked. Ragnar sad på skulderen af Maren og skældte ud på alle og enhver, der nærmede sig. Han havde stadig ingen fjer, men han var efterhånden så tilsodet af den konstante røg i Marens lille hytte, at han var helt sort alligevel. Marens normalt brune skovvæsen-pels var også blevet sort og sveden i årenes løb. Maren var ligeglad, hun var intet forfængeligt væsen. Hun interesserede sig kun for at lave besværgelser og koge urte-udtræk. Hun kom kun af ud af hytten sammen med Ragnar, når det var fuldmåne, og de skulle samle urter.

Ragnar landede på hyttens tag og skræppede igen.

”Hvis du sidder der og larmer for at fortælle mig, at mit stakkels barnebarn, Musse, og hendes håbløse mand, Atle, nærmer sig, så kan du spare dig besværet,” råbte Maren ærgerligt ud ad hyttens dør. ”Jeg har vidst i flere måneder, at de to fjolser var på vej. Men finde vej kan de selvfølgelig ikke. De er en skændsel for skovfolket. Og han kalder sig konge. Vorherre bevares.” Maren vrissede arrigt af Ragnar, der skyndte sig at lette igen. Han havde lært ikke at komme for tæt på hverken ilden eller Marens hårde grydeske.

Atle og Musse stod udenfor Marens hytte og bankede på. Maren kiggede surt ud ad vinduet og nikkede kort til dem.

”Jeg tror, det betyder, at vi kan komme indenfor,” sagde Musse. De trådte ind over dørtærsklen og kiggede sig rundt. Overalt i loftet hang der bundter af urter og planter. Der var mørkt og tilsodet over alt, men Atle var sikker på, at han så et glimt af et hvidt kranie, der hang og grinede oppe under loftet.

”Kære Maren”, begyndte Atle.

”Du behøver ikke holde tale nu, ”afbrød Maren ham. ”Jeg ved, hvad du er kommet efter. Du har dummet dig og indgået en pagt med de forkerte kræfter, og du vil du have min hjælp til at komme ud af det igen. Du har alle dage været et naivt fjols. Jeg har aldrig forstået, hvorfor Musse valgte dig. Hun var den kønneste skovpige på hele Mols og kunne have fået, hvem hun ville. Ligesom alle kvinderne i vores slægt,” sagde Maren og rankede sig. Atle tænkte, at det ikke var tidspunktet at være morsom på. Trods hans nye frelste tankegang, havde han et par rappe replikker klar efter den udmelding. Men han holdt mund.