Atle styrede beslutsomt mod en ny destination i skoven nord for Nappedam. Musse fulgte undrende efter. Da de efter et stykke tid banede sig vej gennem et tæt buskads og et pindsvine-bo kom til syne, gik det op for hende, hvad hans mål var. Atle bankede høfligt på en træstamme over hullet. Efter et stykke tid kom der et søvnigt pindsvinehoved til syne.

”Jeg beklager forstyrrelsen”, sagde Atle og svang sin strikkede kappe omkring sig.

 ”Jeg er skovkongen Atle, og jeg er kommet for at hilse på jeres leder.”

Det søvnige pindsvin nikkede eftertænksomt nede i hullet og forsvandt så igen. Atle og Musse ventede et stykke tid, og så puslede det dybt nede i gangen. Ryggen af et stort pindsvin kom til syne. Piggene var fyldt med jord og visne blade. Det viste sig at være den lokale pindsvine-leder, Petrus, en fætter til Peter Pindsvin. Han satte sig på bagbenene og gned sine små øjne. Hans kone fulgte efter op ad hullet, og hun begyndte at skælde ud over forstyrrelsen her midt i vintersøvnen. Atle svarede ikke, og pindsvinekonen gav sig fornærmet til at pille snavs og blade ud af piggene på sin mands ryg.

Atle bukkede høfligt og begyndte på en længere tale om, at pindsvinene var de sande leder af alle dyr på disse kanter, og at han sandelig ikke var kommet for at blande sig. Hans tale antog mere og mere karakter af ordsprogsagtige udsagn, og han afsluttede med noget om at vende den anden pig til i tilfælde af fornærmelser. De to pindsvin vidste ikke hvad de skulle svare på den tale, og de betragtede Atle opmærksomt.

Endelig sagde Petrus noget med rusten stemme: ”Atle, var det ikke dig der var på besøg hos vores slægtninge ved Agri for noget tid siden?”

”Jo, der er sandt”, udbrød Atle ivrigt.

”Du prøvede at trække en pig ud af ryggen på den gamle Bastian, og han har siden haft ondt i sin iskiasnerve og må sove med grødomslag”, tilføjede Petrus i en anklagende tone.

”Jeg er kommet for at få tilgivelse for mine synder”, råbte Atle i en højtidelig tone og faldt på knæ foran Petrus.