Den næste dag mødte Atle og Musse tilfældigvis en større gruppe harer i det tørre vintergræs på skråningerne nord for Vrinners. Atle var stadig i et højstemt humør, og erklærede at han ikke længere var sulten. Hans behov for jordisk føde var forsvundet efter hans forvandling inde i vaskehallen. Når Musse kiggede nærmere på hans pels i nakken, så den mærkelig fedtet ud. Vaskehallen var automatisk gået i gang ved den kraftige tidevandsbølge, og Atle havde fået programmet med både voksbehandling og undervognsskyl, inden Musse fandt ham. De venlige harer tilbød omgående Atle og Musse at spise sammen med dem. Musse var sulten og tog glad imod tilbuddet. Atle var mere interesseret i en bunke med tæpper, der lå i et hjørne af harernes bosted. Det viste sig at være hjemmestrikkede tæpper, som velmenende harer-damer havde lavet til hjemløse dyr, og som skulle fordeles til det store solhvervsmøde ugen efter. Atle holdt beundrende tæpperne op og var særlig forelsket i et smukt lyseblåt tæppe. Han lagde det over skuldrene og drejede sig tilfreds rundt. De høflige harer kunne ikke være andet bekendt end at forære Atle tæppet, men Musse så godt, at de udvekslede undrende blikke.

Da de drog videre, takkede Atle mange gange for det dejlige tæppe, som han nu brugte som kappe. På vej ned ad skråningen udbrød han højt:

”Det er det jeg siger, Musse, der er ingen så betænksomme i hele skoven som de søde harer.”