De mørkeste uger på året lå over landskabet og gav tid til eftertanke og fordybelse. Sådan havde Atle det, da de to små skovfolk fortsatte deres langsomme vandring. De gik tavse afsted side om side, som ægtefolk der kender hinanden godt kan gøre det, uden at tavsheden bliver anstrengt. Da de stoppede op for at spise deres medbragte nødder, satte Atle sig ned på en mosbegroet træstub for at hvile sig. Han satte sine små, lodne fødder i de nye sandaler op på en knold på stubbens forside og sukkede tilfreds. Kort efter blev han opmærksom på en svag pibelyd. Da han kiggede efter under sin ene skosål, viste det sig, at han havde trådt op i en muserede. De fire små unger i reden peb ynkeligt og rystede i kulden. Atle prøvede hurtigt at stoppe dem tilbage i det visne græs, som reden var foret med. En særlig svag, lyserød unge blev ved med at trille ud igen, og Atle fik øje på dens mor, der ængsteligt tittede frem bag træstubben. Ungen virkede helt livløs og trak ikke vejret længere. Atle rakte hånden ud efter muse-moren, der hurtigt smuttede op og satte sig tillidsfuldt på hans skulder. Atle strøg hende beroligende over hovedet, og hun kiggede hengivent på ham med de små, sorte øjne. Musse stirrede vantro på optrinnet. Atle bukkede sig ned og samlede den rystende unge op. Han lagde den mellem sine håndflader og pustede kort på den. En klingende lyd hørtes gennem skoven, og med et sad museungen op i Atles hånd og så frisk ud. Atle blev selv lidt overrasket, men rakte så ungen til moren. Derefter satte han forsigtigt dem begge tilbage i reden og puttede den i sikkerhed i et hulrum under træstubben.