Atle gik og fintænkte på vejen mod Kalø Slotsruin. Han var som forvandlet. Han var from som et lam og gav Musse ret i alting. Der havde ikke været nogen diskussion om hvilken retning, de skulle gå. Han kiggede på Musse med store forelskede øjne hele tiden og opførte sig som en gentleman. Han holdt hendes hånd, når de skulle passere vandløb på vejen og bar deres oppakning uden at gøre vrøvl. I roderiet af ødelagte ting efter den store oversvømmelse havde Atle fundet et par barnesandaler i en bunke med brugt tøj. Han insisterede på at gå med dem, og de var hans størrelse. Således iført sandaler og med et fornyet blik på tilværelsen, gav Atle sig i færd med selvransagelse.

”Døm ikke andre, for at du ikke selv skal blive dømt”, udbrød han med en salvelsesfuld røst. Han stod lidt og funderede og vendte sig så mod Musse.

”Jeg har gjort stor uret”, begyndte han. Musse nikkede overvældet.

”Jeg vil undskylde overfor Gudrun Grævling og hendes slægt”, fortsatte han. ”Jeg har talt usandt og drevet gæk med hende. Jeg vil undskylde og bede om hendes tilgivelse for mine synder”.

Musse var ikke helt klar over, hvad det betød at drive gæk med nogen, men hun var sikker på, at meningen var god nok.

Atle tilkaldte omgående deres følge-ravn og instruerede den i et passende rim, der skulle fremsiges hos grævlingerne. Atle sendte ravnen afsted og kiggede tilfreds efter den, da den forsvandt op i den grå decemberhimmel.