Atle og Musse havde for længst planlagt, at de på deres rejse også skulle besøge ravnenes hjem. Der havde altid været en god relation mellem ravne og de fleste af skovens andre dyr. Ravnene var uundværlige på grund af deres stedsans og sproglige begavelse. Musse var ulykkelig over Atles opførsel hos de dyr, de indtil videre havde besøgt på deres rejse. Ravnene boede i en lund med døde træer med visne grene. De to ledsage-ravne var fløjet i forvejen for at varsle deres ankomst. Skovfolkene blev modtaget af ravnenes ældste, parret Magin og Hagin. Magin og Hagin havde eksisteret siden de ældste tider og kendte til altings sammenhæng og til alle hemmelighederne om verdens begyndelse og slutning. Men man kunne ikke spørge dem om det, for sådanne rim kunne ingen fremsige. Hos ravnene havde de opfattelse, at den ravn der gav sig til at afsløre deres gamle viden, ville ende uden fjer, ligesom Ragnar Ravn i sin tid.

                                          Uakk, vær hilset, gæst fra fjerne skove

                                          I som har vandret og alt vil vove

                                          Jeres færd har bragt jer et stykke

                                          I vil sørge for jeres sønners lykke.

Dette var Magins velkomstrim. Atle studerede ravnen med sammenknebne øjne og skulle lige til at spørge, hvor den vidste det fra, da Musse gav ham en albue i siden. Musse nejede høfligt for ravnene og takkede for, at de måtte komme på besøg.

”Årh, hold nu op”, sagde Atle i en irriteret tone. ”Vi bestemmer vel selv, hvor vi vil gå hen i skoven.”

De to ravne rystede deres fjer og så undrende på Atle.

”Vi har haft stor glæde af ledsage-ravnene”, fortsatte Musse i den høflige tone.

”Ha, de to dovne fjerbuske”, råbte Atle. ”Jeg kunne sagtens have fundet vej selv, der er ikke et sted her på Mols jeg ikke kender som min egen bukselomme.”

                                          Bukse og lomme – hans ord er tomme

                                          Konen ved besked – hans dumhed må ned

Hagin og Magin havde skræppet det sidste rim på skift, og Musse vidste, at nu måtte hun træde i karakter. Uden et ord forlod hun scenen med Atle og de to gamle ravne.

Hun mærkede de gamle kræfter fra sin bedstemors slægt komme over sig, og hun fandt en lille lysning i skoven, der var velegnet til lidt magi.