Endnu en gang forlod Atle og Musse en anden dyrefamilie i al hast, fordi Atle opførte sig dumt og uforskammet. Musse skældte for en gangs skyld ud på ham og var ulykkelig over, at de blev upopulære på hele Mols. Hun kunne godt regne ud, at de ikke nåede at deltage i det store Samhain møde sidst i oktober måned i år. Det gik deres rejse til Sorte Maren for langsomt til. Nu var det allerede begyndelsen af oktober, og de prøvede at finde vej gennem Mols Bjerge. Musse håbede, at rygterne om Atle ville være gået i sig selv igen, når midvinter-mødet fandt sted til februar. Mørket var ved at falde på, og de to små skovfolk frøs, da de så en række huller i et højdedrag.

”Det ligner bestemt en rævehule”, sagde Atle optimistisk og gik nærmere.
Rævemor kom ud af hulen og så vagtsomt på Atle og Musse. Atle gjorde tegn til deres følge-ravn om at nærme sig. Den satte sig på en gren tæt på ræven og skrattede sin sædvanlige hilsen. Rævemor så op på den og nikkede. Resten af rævefamilien dukkede lydløst op bag buske og træer længere oppe ad højdedraget. Hele flokken af ræve virkede meget forsigtige, og de da kom nærmere, kunne Atle og Musse se, at de fleste havde nogle små runde huller i snuderne. De ældstes snuder var helt gennemhullede som en ost.

”Nej, hvor er det synd”, udbrød Musse. ”De er syge. Se, Atle, deres snuder er helt hullede. Gad vide hvilken sygdom det er?”

Atle var irriteret over Musses interesse for rævenes helbred, han havde set frem til et godt aftensmåltid.

”Lad nu være med at blande dig i det, Musse”, sagde han belærende. ”De her ræve har sikkert stukket snuden i noget, der ikke ragede dem, og nu har de som straf fået orm i næsen.”

Den største af ræve-hannerne begyndte at knurre ildevarslende, og Atle opdagede, at ravnen sad på en gren lige over den og skræppede op. Da han og Musse få sekunder senere blev jaget væk af en flok rasende ræve, gik det op for ham, at ravnen igen havde oversat hans tale direkte og uden censur.