Skovfolkenes vandring gik op ad bakke, de nærmede sig Argi. Igen var de kommet til at tage en omvej, fordi Atle var stædig og påståelig. Det viste sig, at det var fordi, han gerne ville besøge pindsvine-familien, der boede der. Da de fandt Peter Pindsvins bo i en solopvarmet sandskrænt tæt på søen i Agri, var det blevet august måned, og sommeren var tør og hed. Pindsvinene så sig selv som dyrenes ledere, og flere af hannerne betragtede Atle med et mistroisk blik. Musse var ikke i topform. Hun var ikke vant til at gå så langt og havde fået en stor vabel på den ene pote. Mens pindsvine-konerne gjorde klar til spisningen, prøvede Musse at prikke hul på sin vabel med en spids pind. Atle opdagede det og blandede sig.

”Hvorfor har du ikke en nål med i din oppakning?”, råbte han til Musse, så alle pindsvinene drejede hovedet for at følge med i samtalen. Denne familie kunne nemlig godt forstå skov-sprog.

”Se her”, fortsatte Atle. ”Her ovre ved væggen står der en gammel, udtjent kaktus. Jeg tager lige en torn fra den til at ordne din vabel med.”

Atle trak beslutsomt i kaktussen, men blev forskrækket, da den bevægede sig.

”Bedstefar Bastian”, råbte Peter Pindsvin. ”Se, nu har du vækket ham fra hans forlængede vinterdvale.”

Det gamle pindsvin tog sig til ryggen, der hvor Atle havde prøvet at trække en pig ud af ham. Han jamrede sagte og alle pindsvinene flokkedes om ham.