Prolog: Der findes et skovfolk fra gamle tider. De bor i de små grupper af træer, der uforstyrret har fået lov til at slå rod, hvor markerne ikke kan dyrkes. Det er på bakketoppe, i lavninger i landskaber og ved vandløb.  Ligesom de træer og buske, der gror der, har kunnet være i fred for plov og traktor gennem tiderne, så har skovfolket gemt sig væk og fundet sig tilrette. Engang boede de i de kæmpestore skove, sammen med dyrene og de andre væsener. Skovfolket er små brune væsener, halvt trolde og halvt alfer. De er ligeså høje som tre æbler, der er stablet ovenpå hinanden. De er lådne og går oprejst på deres små ben, der ender i fødder med fire tæer med kløer. De har en kort hale med glat pels og en lille hvid dusk for enden. De kan færdes alle steder i de små skovområder. De er gode til at klatre i træer og kan ubesværet nå op i toppen af de højeste træer på rekordtid, hvis de ser noget, der gør dem bange. Til gengæld kan de ikke svømme. De hader vand. De hvæser og sprutter panikslagne, hvis de ved et uheld falder i vandet. Det er alle skovfolks-mødres store skræk; at deres unger skal falde i vandet og drukne. Der er nemlig ingen i skovfolkets rige, der kan svømme ud og redde en unge, der er faldet i vandet.

De få mennesker der har set væsener fra skovfolket, tror ofte at det er en brun kat eller et egern med mindre hale, de har fået et glimt af bag et træ eller langt oppe i en trækrone.

Jeg mødte skovkongen Atle forleden dag, og han havde en spændende historie at fortælle…….