Mårhunden Maren

Mårhunden Maren havde det uheld at komme til syne i en del af verden, hvor man havde vedtaget at hendes slags var et uvelkomment væsen, og derfor burde udryddes med alle tænkelige midler. Da hun med sine små plirrende sorte øjne og den følsomme snude havde set sin mage, Morten, og sine tre små lodne hvalpe blive skudt ned af jublende jægere, besluttede hun, at nu kunne det være nok. Hun gik til det store forårsjævndøgnsmøde i Mols Bjerge og fremlagde sin sag under fuldmånen.

Mårhunden Maren berettede for dyrenes ældsteråd om den jagt, der foregik på hendes art. De var ikke fredet på noget tidspunkt, og menneskeheden havde besluttet, at de skulle udryddes. De andre rovdyr i rådet, grævlingen Gustav, ræven Rasmus og ulven Uffe var forfærdede. ”Det kunne lige så godt være os”, sagde grævlingen Gustav. Han var så gammel, at der groede grønne mospletter og små svampe oven på hans hoved. Men han var det klogeste dyr i ældsterådet, og hans ord vejede tungt i enhver sag. ”Der er ikke plads til mårhunden i menneskenes verden”, tilføjede Ulven Uffe eftertænksomt. ”Jeg har en ide”; sagde ræven Rasmus og så listig ud.

Hele ældsterådet konfererede lavmælt sammen og mårhunden Maren ventede spændt på deres dom. Endelig tog grævlingen Gustav ordet og sagde: ”Vi har besluttet, at når menneskene begår det hovmod at ville styre verden, så tager vi de gamle magiske metoder i brug. Det har vi lov til i særlige tilfælde.” Der lød en mumlen rundt omkring i skoven. Alle dyrene var imponerede over den dom. Ræven Rasmus trådte frem og kom med instruktioner til Maren: ”Ved næste nymåne skal du lokke de skyldige jægere ud på markerne bagved Thorup her på Mols. Gem dig så bag den store kæmpehøj. Når jægerne er så tæt på stenene, at de kan røre ved dem, skal du smutte væk. Så ordner vi resten.”

Ved næste nymåne gjorde Maren, som ældsterådet havde sagt. Hun sørgede for at være tæt på, hvor jægerne holdt med deres biler, og inden længe havde de fået øje på hende igennem deres kikkerter og satte efter hende. Maren var skrækslagen og pilede afsted. Hun havde et følge på 4 jægere efter sig henover marken. Da hun kom til de gamle sten på marken, gemte hun sig i en forladt rævegrav, som hun havde udset sig inden jagten begyndte. Jægerne gik rundt om kæmpehøjen. De bukkede sig ned og kiggede under stenene. De stod og spejdede ud over markerne. Der var intet spor af Maren. De bandede højlydt. Den ældste og tykkeste af dem hev efter vejret og lænede sig tungt op ad en af de store dæksten. Pludselig blev luften henover kæmpehøjen fortættet, og der opstod en spiralformet vind. Mange farver kørte rundt i en hurtig bevægelse, og al lyd forsvandt. Jægerne så sig forbløffede omkring. Virkeligheden omkring dem ændrede karakter. Luften susede og brusede. De følte, at de svævede væk. Hverken kæmpehøj eller landskabet ved Thorup Mark var at se mere.

Mårhunden Maren nåede ikke at komme ud af rævegraven, før magien trådte i kraft. Derfor var hun kommet med de fire jægere ud på en magisk rejse. Ældsterådet havde planlagt en straf til et sted i historien, hvor dyr havde en helt anden status. Det første Maren så var nogle mærkelige stenvægge, og hun hørte en fjern larm fra mange mennesker og dyr. Der var varmt og indelukket. Hun var bag et stort gitter, der førte ud til en stor åben plads belagt med sand. Hun gik forsigtigt hen til gitteret og kiggede ud. På sandet lå der døde dyr og mennesker. Maren snusede i luften. Der lugtede af blod og død.

Gitterporten gik op med en klagende lyd. Maren gik forsigtigt frem mod den åbne plads. Midt på pladsen stod de fire jægere hjemme fra Mols. Der var fyldt med mennesker på bænke hele vejen rundt om pladsen og op i flere etager. Maren havde aldrig set noget lignende. Hun sneg sig rundt langs væggen på den runde plads. Ingen lagde mærke til hende. En mand stod oppe på en tribune og sagde en hel masse, og publikum begyndte at juble. Maren hørte en dyb knurren og vendte sig om. Op ad en lem i gulvet kom der en kæmpe kat. Maren vidste ikke, at der fandtes så store katte. Den var gul med sorte striber. Den sneg sig afsted med glitrende gule øjne. Maren opfangede en mægtig vrede og sult fra det store dyr. Den hadede mennesker, nåede hun at tænke, inden den sprang på den første jæger.