1.  Mamse stod i egne tanker og betragtede sit eget spejlbillede. Egentlig syntes han selv at han var en flot fyr. Her på det sidste var der dog en del bumser, der havde indtaget hans ansigt. Moren formanede ham om ikke at trykke dem ud. Hun påstod, at der blev flere af dem, hvis han pillede i dem. Mamse var sikker på, at det kun var fordi, hun ville undgå de gule pletter på spejlet. Pludselig hørte han en fnisen bag døren ind til badeværelset. Gennem sprækken fik han øje på sin lillebror Jørgen og to af hans åndsvage kammerater. ”Køjkradser” råbte de, mens de hvinende forsvandt hen ad gangen. ”Mamse er en køjkradser”, sang de drillende. Mamse lukkede døren op og satte i løb efter dem. Han var rasende, for han havde faktisk stået og kløet sig i skridtet uden at tænke over det.